Zen og vasketøjsbunken

Jeg pejler efter en dyb og meningsfuld tilværelse. I det meste af mit liv har jeg følt, at mine huslige pligter og daglige ansvar var de ting, der stod i vejen for mine højere mål - eller spærrede min vej til lykke.

Den fjerner ikke sig selv - vasketøjsbunken, opvasken og støvbolden. Som årstidernes skiften er det noget du altid kan regne med vender tilbage. Og hvis ikke du tager dig af det, bliver dit liv noget rod.

Jeg har nu lært at nyde disse daglige gøremål. De er nemme at udføre, leverer øjeblikkelige synlige resultater, og så giver de mig en mental pause fra problemløsningstilstand, og dermed min underbevidsthed en mulighed for at  komme igennem med nye ideer.

Jeg har også en tendens til at tænke, at lykke er noget, der kun kommer sammen med store præstationer eller på smukke rejsedestinationer. 
Men sådan fungerer den menneskelige hjerne altså ikke. Efter kort tid forsvinder glæden ved resultater og nye anskaffelser, og lynsnart opstår nye ønsker og behov.

Når jeg finder fornøjelsen i hverdagens husgerninger, føler jeg mig mere glad og generelt tilfreds med mit liv.

Vi er forbundet med alting. Så i stedet for at se tandpastaen i håndvasken og den te-plettede voksdug som bare kommet for at ødelægge min dag, prøver jeg at møde disse huslige opgaver med engagement, opmærksomhed og en måde jeg kan vise taknemmelighed på og til at drage omsorg for mit hjem, mine ting og mit liv på.