Dewy Glow? Det er aldrig for sent at få en smukkere hud. Her er den store guide til, hvordan du kan få sundere og mere strålende hud - indefra og ud.
Dette indlæg indeholder affiliate links.
Du kan læse om min affiliatepolitik her
Julefrokoster, skiture og badeferier i tropiske områder. Vinteren er pakket med situationer, der kan involvere bikini, den rygfrie kjole og ens allerbedste fjæs. Hvis du ikke bare vil nøjes med at se helt almindelig godt ud, men gerne vil gøre en entre, der får omgivelserne til at dreje hovederne et par gange mere end hvad pænt er, så nærlæs dette livsstilsindlæg der er dedikeret til at give dig strålende skønhed og smuk hud indefra og ud.
Hvordan man får smuk hud
Smuk hud er et holistisk projekt. Cremer kan ikke gøre det alene. Ægte skønhedstransformation - som også inkluderer nul appelsinhud, forsvundne pigmentpletter og masser af spændstighed - kommer indefra. Flot hud fremkommer nemlig mestendels som et resultat af en sund tarmfunktion, lavt inflammationsniveau, sund kost, rent vand, et par velfungerende nyrer, lidt træning og lidt dejlig massage. Lyder det som en strategi for dig, så læs videre og få…
Indhold i denne artikel:
Mine 16 kosttips til at få super smuk hud, der varer hele livet.
6 ting du skal undgå, hvis du vil have saftig, sund glød.
Den bedste hudplejerutine til at få den eftertragtede dewy glow.
hvordan du kan snyde dig til hurtig strålende glat hud.
Mine 16 kosttips til at få super smuk hud, der varer hele livet.
1. Få lækker hud med antioxidanter
Hvis du gerne vil have livslang saftig og sprød hud, skal du gøre hvad du kan for at minimere "oxidativ stress". Antioxidanter er molekyler som kroppen producerer, og som er i fødevarer. De hjælper med at forsvare vores celler og ditto hudceller mod skader fra frie radikaler, og de beskytter mod solskader.
Hvad er det nu frie radikaler er?
Oxidering er den fordærvelsesproces, der opstår, når celler omsætter ilt. Et brunt æble, rust og pigmentpletter og slap hud, er alle tegn på oxidation. Selvom oxidering er naturligt og vigtigt for celleomsætningen, bliver 1% til 2% af cellerne alligevel beskadiget under processen og omdannet til frie radikaler. Frie radikaler er ustabile molekylære partikler, som kan udløse en kaskade af molekylær ustabilitet.
Når frie radikaler bliver mange, kan de forårsage en tilstand kendt som oxidativ stress.
Vi har et system i kroppen, der kan bekæmpe skaderne fra de frie radikaler, men med alderen, er akkumuleringen af beskadigede molekyler altid lidt større end kroppen kan nå at rydde af vejen.
Hvor effektiv din krop er til at rydde op kan du se i dit spejl på længden og mængden af rynker, alderspletter og slap og tynd hud. Heldigvis kan du hjælpe kroppen med at minimere skaderne, udsætte alderstegn og understøtte kroppens oprydningssystem gennem kosten – start med at booste dine celler med masser af antioxidanter hver dag.
Forskere bruger forskellige tests til at måle antioxidantindholdet i fødevarer. En af de bedre er FRAP-analysen (Ferric-Reducing Antioxidant Power), der måler antioxidantniveauet i en fødevare på, hvor god den er til bekæmpe en bestemt fri radikal. Jo højere FRAP-værdien er, jo flere antioxidanter indeholder fødevaren.
2. Anti-inflammatorisk kost
- din genvej til smuk hud
Hvis man kører en streng antiinflammatorisk diæt, kan man transformere sin hud på helt ned til tre dage. Hvad siger du så!⠀
Huden er kroppens største sladrehank og ofte et meget godt billede på, hvordan kroppen har det - og der er kontant afregning, når vi ændrer livsstil. Enhver ændring ses lynsnart på huden. ⠀
Bemærk, at inflammation ikke kun er at finde i syg hud, men også i sund, men aldrende hud.⠀
Inflammation bliver ofte knyttet til sygdomme som diabetes og kræft, men når det kommer til din teint, kan det også spille en rolle i udviklingen af rynker, fine linjer, rødme, hævelser og andre problemer.⠀
Hvis du gerne vil minimere dén udvikling, skal du sigte mod en antiinflammatorisk diæt. Tjek listen her over de bedste anti-inflammatoriske fødevarer.
3. Kyllinge-bone broth er en super skønhedseliksir
Suppe kogt på kyllingeben er fantastisk for huden, fordi den indeholder tre super hud-boostere: kollagen, glycin og hyaluronsyre.
Kollagen hjælper med at danne elastin og andre af de byggesten i huden, der skal til for, at vi kan bevare en fast, glat og ensartet tient. Derudover kan kollagen være med til at mindske akne, strækmærker og appelsinhud/cellulitis, for når huden bliver mere elastisk og stram, bliver eventuelle ujævnheder også mindre synlige.
Hyaluronsyre er et slags smøremiddel - et gelelignende stof, der har en unik evne til at holde på fugt. Kroppen producerer det selv for netop at hjælpe huden med at holde på fugten, bevare kollagen og øge elasticitet og smidighed. Når vi tilfører huden hyaluronsyre fremmer vi sund aldring, celleforyngelse og fastere hud.
Glycin er en aminosyre, der forbedrer hudens evne til at holde på fugt, øger kollagenproduktionen, og støtter hudens reparationsprocesser og regenerering.
Du vil meget gerne have masser af alle disse hudboostere indenbords, især som tiden går, for med alderen, producerer vi mindre hyaluronsyre, kollagen og elastin; plus de kollagen- og elastinfibre vi har tilbage, bliver langsomt men sikkert nedbrudt, hvilket gør huden skrøbelig, tynd, slap og rynket.
Her er min opskrift på bone broth.
4. Kollagenpulver - hemmeligheden bag den spændstige hud
Skønhedskosttilskuddet over dem alle er ubetinget kollagen. Uanset alder kan kollagen forbedre huden, få den til at se fastere ud, gøre den glattere og støtte hudcellerne i reparationsprocesserne og med at forny sig.
Kollagen hjælper også som nævnt med at mindske cellulite og strækmærker. Når huden mister sin elasticitet som et resultat af mindre kollagen, bliver appelsinhud mere synlig. Forbedring af hudens elasticitet via kollagen hjælper således med at reducere bulerne på lårbasserne.
Sørg for at dit kollagentilskud er af høj kvalitet og bland gerne fra flere kilder som fx oksekød, kylling, vildfanget fisk og æggeskalsmembran.
Jeg får mine kollagenprodukter fra Green Goddess, Vital Proteins eller Vild Nord.
5. C-vitamin - den store hudhealer
Hvis du dagligt spiser de fødevarer, jeg anbefaler ovenfor - især bær, er du ret godt C-vitamindækket, og det er vigtigt, fordi C-vitamin er essentielt for den sunde hud, fordi C-vitamin er nødvendigt for ordentlig sårheling og afgørende for kroppens kollagenproduktion.
12 fødevarer rige på c-vitamin:
Solbær
Rød peber
Kiwi
Peberfrugt
Havtorn
Jordbær
Papaya
Broccoli
Grønkål
Ananas
Citrusfrugter (citroner, limefrugter, appelsiner osv.)
Cantaloup
6. E-vitamin styrker huden
E-vitamin fungerer som et naturligt anti-aging næringsstof i kroppen, og gavner huden ved at styrke kapillærvæggene og forbedre fugtniveau og elasticitet. Undersøgelser har vist, at E-vitamin reducerer inflammation i både krop og hud, hvilket medvirker til at holde huden ung og strunk.
E-vitamin i kombination med C-vitamin hjælper med at beskytte mod solens UV-stråler, og kan også være nyttigt til at mindske akne og eksem.
TOP E-VITAMINKILDER: Mandler, solsikkefrø, ekstra jomfruolivenolie, avocado, spinat, laks, rejer.
7. Sunde tarme giver glad hud
Probiotika og en god tarmflora forbedrer kroppens næringsoptagelse, øger mængden af gode bakterier, der kan bekæmpe de dårlige, og støtter rensning af leveren og nyrerne og kroppens øvrige afgiftningsfunktioner - altsammen noget der bidrager til en sundere hud, men som også er naturlige middler mod rynker, akne, eksem og psoriasis.
For at øge antallet af gode bakterier i maven kan man dagligt indtage hjemmefermenterede fødevarer som kefir, yoghurt, kraut, kombucha og kimchi, alternativt kan man tage sig et tilskud købe-probiotika.
MERE: Probiotika og mælkesyrebakterier: Læs alt om fordele, fermentering og kosttilskud
8. Omega-3 for fed, stærk og sund hud
Omega-3-fedtsyrer forbedrer hudens kvalitet og struktur, mindsker skader fra solbadning og har antiinflammatoriske egenskaber (punkt 2 ovenfor beskriver hvorfor det er fantastisk for din hud).
Omega-3’erne hjælper med at styrke hudcellernes ydre membran og overvåger indtagelse og bortskaffelse af næringsstoffer og affaldsprodukter, der kommer ind i og forlader hudcellen.
En robust hudcellemembran forbedrer også cellernes evne til at holde på væske, hvilket er med til at gøre huden mere fugtig og blød, og hjælper med at forebygge og mindske eksisterende rynker.
Der er tre hovedtyper af omega-3-fedtsyrer: ALA, DHA og EPA. ALA findes i plantebaserede fødevarer, og er vældig gode for os, men EPA og DHA, der mestendels findes i fisk, er mest kraftfulde. ALA ikke er særlig effektiv til at blive omdannet til EPA og DHA.
Hvis du er en veganer eller vegetar er tang en vigtige kilder til omega-3, da det er en af de få plantegrupper, der indeholder DHA og EPA.
BONUSINFO: EPA er superfood for dit hjerte og immunsystem. DHA styrker hjernen, øjnene og centralnervesystemet.
14 bedste omega-3 kilder:
Laks
Makrel
Sild
Østers
Sardiner
Ansjoser
9. Ekstra jomfruolivenolie - naturen ansigtsløft
God, ægte og koldpresset jomfruolivenolie er mere end bare en ingrediens i din salatdressing.
I Middelhavsområdet kender man ikke til tør hud og hudkræft i samme omfang som i fx Norden og i Australien, og det har en del med olivenolien at gøre, for i olivenolie er der fem ekstremt vigtige næringsstoffer som sammen og hver for sig styrker hudens modstandskraft over for kræft og ældning. De fem stoffer er: Squalane, carotenoider, e-vitamin, polyfenoler og oleocanthal.
SQUALANE, der også har fået kælenavnet “Naturens ansigtsløft”, er med til at holde huden ung, sund, tyk og glansfuld. Med alderen falder hudens naturlige indhold af squalane betydeligt, og fra vi er i cirka midten af trediverne eller fyrrerne, har vi ikke længere tilstrækkelige lagre til selv at opretholde den spændstige hud. Squalane er et botanisk lipid (fedtstof), der er let optageligt for huden, fordi det ligner det menneskelige lipid i sin molekylære struktur og vægt. Olivenolie hjælper med at genopbygge de naturlige squalane-niveauer i huden, ved at bidrage med regenerativ aktivitet og med at genskabe et mere ungdommeligt udseende og modstandsdygtighed over for inflammatoriske tilstande. Squalane og olivenolie tilsat i kropsolier og cremer giver en mere silkeagtig følelse, blødgør og nærer huden, og forbedrer vævets optagelse af næringsstoffer.
Trods det varme klima og høje antal soltimer udvikler kun tre ud af hver 100.000 indbyggere i Middelhavsområdet hudkræft. I Australien er tallet 50 ud af hver 100.000 indbyggere. Det skyldes blandt andet blandingen af indholdet carotenoider og monoumættede fedtsyrer i kosten. Olivenolie er rig på CAROTENOIDER, som også er antioxidanter. Carotenoider findes i alle grønne plantedele, hvor de er i stand til at omdanne overskydende lysenergi til varme. Uden carotenoider ville planter hurtigt blive dræbt af sollyset. Forskningen har vist, at menneskekroppen udvikler en resistens over for de skadelige stråler fra solen på grund af carotenoider. De monoumættede fedtsyrer hjælper kroppen med at maksimere optagelsen af carotenoider. Carotenoiderne bekæmper utrætteligt i vores immunsystem sygdomsfremkaldere og sørger for, at vores hud holder sig ung, smuk og glat.
Olivenolie indeholder store mængder af antioxidanterne POLYFENOLER. Polyfenoler påført huden beskytter mod UV-stråling, og forbedrer hudens cellefornyelse. Når man indtager polyfenoler gennem kosten forøges blodgennemstrømningen og iltningen i huden, hvilket renser, styrker og forbedrer hudens struktur.
Olivenolie beroliger irriteret og betændt hud, og afhjælper eksem, skæl og psoriasis gennem stoffet OLEOCANTHAL - dette kemiske stof hæmmer enzymet cyclooxygenase, som forårsager betændelse i huden og kroppen.
Overfølsomhed overfor olivenolie er yderst sjældent, derfor er olien en oplagt allergivenlig behandlingsmulighed overfor mange klassiske hudlidelser.
10. Astaxanthin - den store beskytter
Fiskeolie med omega-3-fedtsyrer er ikke det eneste fra havet, der kan gavne huden.
Solens skadelige stråler trænger igennem vand, men intet i havet synes at blive skadet af dem. En af grundene til det er, at bestemte alger i havet producerer solbeskyttende stoffer, som via fødekæden bliver ført over i dyr og andre levende havorganismer. Et af disse stoffer er astaxanthin.
Astaxanthin er en carotenoid (ligesom den i olivenolien), men en bestemt slags der også er kendt som det farvestof, der giver laksen den flotte røde farve.
Astaxanthin hjælper med at forbedre hudens generelle udseende, bevare sund hud hos raske mennesker, men kan også behandle visse hudtilstande. Derudover beskytter astaxanthin som nævnt huden mod skader fra solens UV-stråler. (1)
Når man kombinerer både at smøre huden med produkter, der indeholder astaxanthin med indtagelse af fødevarer eller kosttilskud med astaxanthin, kan det hjælpe med at mindske rynker, reducere alderspletter og holde på fugten i huden. (2)
For at få gavn af denne effektive antioxidants egenskaber kan man fx spise laks en eller to gange om ugen - og vælg først og fremmest fødevareløsningen, for der kan være potentielle bivirkninger forbundet med at tage en høj dosis astaxanthin-kosttilskud – som kan være øget pigmentering, ændrede hormonniveauer, uønsket hårvækst, reducerede kalciumniveauer i blodet, nedsat blodtryk, ændringer i sexlysten.
Astaxanthin finder du naturligt i disse fødevarer: Vildfanget laks, krill, alger, rød ørred, hummer, rejer, lakserogn.
Alger er den primære naturlige kilde til astaxanthin i hav-fødekæden. Fås også som kosttilskud.
11. Optimer væskebalancen og tænk ud over vandflasken
Når vi arbejder på at få sund hud, så er det at hælde masser af H20 ned i systemet det første logiske træk. Stræb hver dag efter at drikke mindst 1/4 dl vand pr. kilo kropsvægt. Hvis du f.eks. Vejer 65 kilo, skal du sigte mod 1,5 til 2 liter vand. Naturligvis tæller ikke-kalorieholdige drikkevarer som grøn te også, men hold dig så vidt muligt til helt almindelig vand.
Husk også fødevarer med højt vandindhold. Agurker, selleri, salater og tomater består hovedsagelig af vand, og indeholder desuden mange næringsstoffer, der støtter huden.
Og glem ikke at flyrejser, alkohol og det at være væk fra sine normale rutiner også kan forstyrre væskebalancen. Vær beredt, tag din vandflaske med dig hid og did og fyld den op ofte.
Og nu vi er ved det ...
12. Sunde nyrer = sund og smuk hud
Hud-nyre - forbindelsen + tips fra Traditionel kinesisk medicin (TKM)
Nyrerne er et af kroppens primære afgiftningssystemer, og ifølge TKM er et par velfungerende nyrer afgørende for smuk hud.
Huden er det største organ i kroppen, og en af dens funktioner er at udskille affaldsprodukter gennem sveden. Hvis kroppen indeholder flere giftstoffer, end leveren og nyrerne effektivt kan udskille, overtager huden, og når giftstofferne undslipper gennem huden, bliver dens sunde barriere forstyrret, hvilket er hovedårsagen bag mange hudlidelser.
Sund og smuk hud
Når nyrerne er sunde og stærke, kan de effektivt filtrere blodet for patogener og toksiner, hvilket giver næringsrigt og rent blod til huden, som dermed resulterer i en sund og smuk glød.
Klar hud under øjnene
Den sarte hud under og omkring øjnene har i følge TKM forbindelse til nyrer og binyrer. Når kroppen er under for meget stress, og samtidig får lidt hvile, kan det udbrænde nyrer og binyrer, og så har nyrerne sværere ved at administrere væsker og mineraler ordentligt. Et signal om dette kan vise sig som hævelser eller poser under øjnene og som rynker omkring øjnene.
5 lette trin til sundere nyrer
1. Håndter din angst
Frygt og angst er følelser, der er forbundet med nyrerne, og hvis du ofte føler angst eller får voldsomme panikanfald, kan det være fordi din krop forsøger at fortælle dig, at din nyre-energi er lav eller er i ubalance.
2. Kom af med din kroniske stress
Når kroppen er under for meget stress, påvirker det nyrerne, som bliver udmattede og svage, derfor vil enhver aktivitet, der er med til at lindre stress og spændinger gavne nyrer og dermed huden. Forslag: Moderat aktivitet, yoga, Tai Qi, meditation, fiskeri, dans, gåture i naturen, gå til sport for sjov.
3. Stop med at dræne din energi
Sov før midnat, hvil dig når du er træt, og giv dig selv lov til at tage en pause i ny og næ for at stresse af. Mådehold i alt er afgørende for lang levetid. Vi er nødt til at respektere vores energiniveau og hvile os, når vi har brug for hvile og arbejde, når vi er motiverede for at arbejde.
4. Styrk dine nyrers energi med disse enkle tips
Tramp roligt med flade fødder i cirka fem minutter om dagen. Dette stimulerer nyre-energien, da fødderne er forbundet med nyre- og blæremeridianerne, der løber fra hæl til tær.
Gnid ørerne i flere minutter om dagen. Denne enkle massage styrker nyrefunktionen, da ørerne forbundet med nyre-energien.
Massér akupressurpunktet "Yong Quan" (K1), som stimulerer et vigtigt punkt på nyre-meridianen. Punktet kan godt føles ømt, men det betyder bare, at du rammer det rigtige sted, der stimulerer din krops energifundament, og lindrer symptomer som nattesved, hedeture, tinnitus, forhøjet blodtryk, søvnløshed, angst og hovedpine. Du finder Yong Quan ca. lige midt på fodsålen – se foto. Start med din venstre fod, og massér punktet med tommelfingeren. Tryk dybt, men uden at det bliver ubehageligt. Du kan også bruge en tennisbold eller lignende.
5. Styrk din nyresundhed med disse fødevarer
Mange fødevarer indeholder ting, der støtter nyrerne. Måske har du specielt meget lyst til skaldyr, tang, bønner eller bone broth. Disse er alle fødevarer, der underbygger en sund nyrefunktion. Lyt til kroppen og spis det din krop har lyst til.
I følge TKM er fødevarer, der har en meget mørk farve særligt nærende for nyrerne. Eksempler: Sorte valnødder, sorte sesamfrø og mørkegrønne bladgrøntsager (spinat, grønkål etc.) Nyttige urter inkluderer He Shou Wu og Schizandra.
13. Sov dig til en flot udstråling
Begrebet skønhedssøvn er ikke grebet ud af det blå. Den dybe nattesøvn udløser humant væksthormon, som er et peptidhormon, der stimulerer vækst, celle-reproduktion og cellefornyelse. Humant væksthormon hjælper med at reparere og genopbygge kroppens væv, muskler og knogler.
God og tilstrækkelig søvn er vigtig for hudens integritet, da hudcellerne regenerer sig hurtigere om natten end om dagen. Celledeling sker i løbet af hele døgnet, men topper omkring kl. 02:00 om natten. Det er her den største fornyelse og foryngelse pågår. Celledelingens maksimumsniveau foregår også selvom du holder dig vågen om natten, men den kraftige stigning i væksthormon sker kun ved søvn.
Den øgede frigivelse af væksthormon spiller muligvis også stor rolle i opretholdelsen kollagen-matrixen og dermed det ungdommelige faste udseende. Når rotter under forsøg bliver berøvet søvn, er læsion på huden et af de første fysiske indikationer.
Søvn er med til at mindske dybden af rynker på halsen og i ansigtet - i det mindste kortvarigt. Noget af udglatningen skyldes den liggende stilling som omfordeler tyngdekraften. Men der ud over fungerer søvnen også som en naturlig fugtighedscreme, for sveden under søvn giver en naturlig hudbehandling. Under søvnen sveder man mere - over hele kroppen – også i ansigtet, og denne fugt på huden er med til at udglatte rynkerne.
Omkring sengetid afkøler kroppen sig cirka en halv grad fordi kredsløbet øger blodtilførslen til huden, og det er også grunden til, at man kan få en let rødmen i kinderne om aftenen.
MERE: 7 tips til en bedre søvn
14. Stram ansigtsmusklerne op med face yoga
Et fit ansigt er et ansigt med glattere, mere smidig, strammere hud.
Face yoga arbejder i de dybeste, midterste og øverste lag af huden. Øvelserne øger blodcirkulationen, hvilket giver mere ilt og næring til hudens celler, som resulterer i en flottere glød og hud med færre affaldsstoffer og en bedre evne til at absorbere fugt.
Fem minutters ansigtøvelser hver dag giver hurtigt resultater. Som tommelfingerregel kan man begynde at se de mere langsigtede forbedringer i ansigt og på pals efter to uger. Efter to til fire måneder vil man kunne notere sig, at man har færre spændinger og færre af de fine linjer, og andre vil bemærke, at man ser sundere og friskere ud. Efter seks til ni måneders daglig træning er der en god chance for, at man vil føle sig flere år yngre og hvile mere i sig selv.
Herunder er tre anti-aging ansigtsøvelser, som man kan starte med. Man kan lave dem en eller to gange om dagen. Det er ret kraftfulde øvelser, så overdriv dem ikke.
Jeg har selv en tendens til at spænde op i nakkemuskler, når jeg laver øvelserne, så jeg foretrækker at udføre dem liggende med en pude under nakken.
Slap af i skuldre og nakke, mens du laver alle øvelserne (du kommer sikkert til at glemme det, for det er lettere sagt end gjort, men vær opmærksom på det alligevel).
Anti-aging ansigtsøvelser: katteøjne
Velegnet mod: slappe øjenlåg, kragetær, synet. Toner og løfter ansigtets sider.
Trin 1: Placer håndfladerne på tindingerne, og lad fingerspidserne mødes på toppen af hovedet. Håndkanterne dækker det yderste af øjenbrynene.
Trin 2: Tryk forsigtig håndfladerne ind mod ansigtet, og løft herefter hænderne opad og bagud, så du får katteøjne (skæve øjne).
Trin 3: Luk øjnene og mærk modstanden.
Hold stillingen i 30 sekunder.
Slap af et øjeblik.
Gentag øvelsen 3 gange
Anti-aging ansigtsøvelser: ansigtsløft
Velegnet mod: Forynger, løfter og toner det meste af ansigts- og nakkemuskler. Glatter og frisker huden op, og giver et sundere udseende.
Trin 1: Skjul tænderne med læberne og lav en lang "O"-form med munden.
Trin 2: Smil bredt, mens du holder tænderne skjult.
Trin 3: Luk øjnene og kig opad.
Trin 4: Placér fingrene på tindingerne, press forsigtigt og løft samtidig opad og bagud.
Hold i 30 sekunder.
Slap af et øjeblik.
Gentag øvelsen 3 gange
Anti-aging ansigtsøvelser: farvel dobbelthage
Velegnet mod: Toner kæbe og hals, og hjælper med at eliminere “hamsterposerne” på kæben.
Trin 1: Smil og åbn munden.
Trin 2: Skjul de nederste tænder med underlæben og slap af i overlæben.
Trin 3: Løft kindbenene opad, og pres så kæben udad så langt du kan, og løft den herefter opad.
Hold stillingen i 30 sekunder.
Slap af et øjeblik.
Gentag øvelsen 3 gange
NB! Hvis du har problemer med kæben, skal du udføre denne øvelse meget forsigtigt eller helt springe den over.
15. Lidt gnubning og massage kan forvandle huden
Når man masserer ansigtet med gua sha eller ansigtsruller, øger man mikrocirkulationen, fremmer lymfedrænering og hjælper hudprodukter med at trænge bedre ind, hvilket altsammen er med til at fremme en mere fyldig og fast hud med en flottere glød.
Jeg foretrækker at bruge både gua sha og ansigtsrulle i min ansigtspleje-rutine og helst dem, der er lavet af nefrit-jade. Ordet "nefrit" stammer fra græsk 'nephros', hvilket betyder 'nyre'. I Kina betragter man nefritjade som havende stærk helbredende resonans med nyrernes energi (jvf. punkt 12 ovenfor).
Nefritjade er også mere kompakt og tungere end den lysegrønne jade, og mindre tilbøjelig til at gå i stykker.
Jeg starter med min u-formede gua sha, der har alle de rigtige former og hak til at hjælpe med at løsne spændte muskler og muskelvæv, sætte gang i cirkulationen, stimulere vævet, øge hudens elasticitet, løfte ansigtstrækkene, glatte og lysne huden, mindske akne, åbne bihulerne, lindre hovedpine - og meget mere.
Herefter kommer jeg mine natsera og cremer på huden og afslutter med min jaderulle.
Hvordan man bruger ansigts - gua sha
Kom en god olie på huden. Hold gua shaen i en flad vinkel mod huden. Stryg den i opadgående bevægelser mod huden og brug et let til mellemhårdt tryk. Når du kommer hen til hårkant eller kæbe kan du massére her ved at vrikke gua shaen op og ned et par gange. Du kan læse mere om gua sha teknikken og hvordan du bedst bruger dit gua sha-værktøj HER.
Hvor tit skal jeg bruge gua sha?
Daglige behandlinger eller to til tre gange om ugen, vil virkelig kunne forandre dit udseende og den måde du har det på.
Hvordan man bruger ansigts-jaderulle
Brug jaderullen på ren hud.
Den lille rulle er til området under øjnene og næsen.
Den store rulle er til resten af ansigtet, hals og kraveben.
Det er vigtigt, at du starter på kraveben og hals, og masserer lymfekirtlerne her først.
Tryk ikke for hårdt. Brug en let hånd, rullens vægt klarer resten.
Brug fejede stryg, der bevæger sig i udad- og opadgående retning.
Rul henover det samme sted tre til fire gange, og bevæg altid rullen mod dit ansigts ydre kanter.
1. Start lige under kravebenet og rul op og ned her, 2. bevæg herfra rullen op på halsen og rul op og ned her. 3. Flyt rullen til midt på hagen og bevæg rullen frem og tilbage langs kæben og 4. bevæg den herfra helt op til kindbenet i horisontale bevægelser. 5. Løft rullen fra kindben til midten af panden og rul ud mod tindingen. 6. Øjenbryn: Følg brynets konturer og rul udad. 7. Under øjnene. Vend rullen og brug den lille ende og rul under øjet i en vandret bevægelse mod tindingen. 8. Afslut med at rulle i en lodret bevægelse ned ad næsen.
Gentag nøjagtigt det samme på modsatte side af ansigtet.
Hvor tit skal jeg bruge jaderullen?
Jeg anbefaler, at man bruger jaderullen en eller to gange om dagen, men du kan dog bruge den så ofte du vil, eller når dit ansigt har brug for lidt beroligelse.
16. Identificer fødevareallergier og -sensitivitet
Hvis du slås med akne, rosacea eller eksem, kan kosten muligvis være en af de bagvedliggende årsager, og det kan du takke dit immunsystem for. For hvis du er sensitiv eller allergisk overfor en bestemt fødevare, starter kroppen en inflammatorisk reaktion, som kommer til udtryk som rødmen, udslæt og knopper.
Hvis du har en mistanke om, at det er en eller anden intolerance eller allergi der får din huden til at reagere, skal du tale med din læge, som kan anbefale en elimineringsdiæt, hvilket går ud på at fjerne visse fødevarer i bestemte perioder, og så genintroducere dem en ad gangen for at finde ud af, hvad der skaber problemet.
Indkøbsliste
Er du klar til at indarbejde ovenstående næringstoffer i dit projekt smuk hud? Så kan du bare tage et screen shot nedenstående liste, og tage den med dig når du skal købe dagligvarer ind.
Antioxidanter: Gå efter de forskellige varianter af frugter og grøntsager med dybe farver, især bær og mørkegrønne grøntsager.
Antiinflammatoriske: Bok coy, mandler, valnødder, gurkemeje, æblecidereddike, ingefær, bladgrøntsager, selleri, chiafrø, citroner.
Kollagen: Kyllinge- bone broth
Astaxanthin: Alger, laks og hummer.
A-vitamin: Gulerødder, søde kartofler, græskar, mango, papaya.
C-vitamin: Solbær, rød peber, kiwi, peberfrugt, jordbær, broccoli, grønkål, ananas, citrusfrugter (citroner, limefrugter, appelsiner osv.), cantaloupe
D-vitamin: Fede fisk, æggeblommer, UVB-stråler fra solen.
E-vitamin: Solsikkefrø, mandler, ekstra jomfruolivenolie, avocado, spinat, laks, rejer.
Probiotika: Kefir, surkål, kimchi, kombucha.
Omega-3: Laks, makrel, torskelevertran, sild, østers, sardiner, ansjos, kaviar, tang og alger, hørfrø, chiafrø, valnødder, sojabønner, hampefrø.
CQ10: Oksekød, kylling, ørred, jordnødder
Zink: Nødder og frø, skaldyr, østers
6 ting du skal undgå, hvis du vil have saftig, sund glød.
For meget sol og indtagelse af visse fødevarer kan virkelig skade huden. Så det er lige så vigtigt at vide, hvordan man beskytter mod skader fra solen, og hvad man IKKE skal indtage for at få og bevare en smuk hud.
1. Sukker
Når man spiser noget sukkerholdigt, binder overskud af sukker i blodbanen sig til proteiner som kollagen og elastinfibre. Denne proces hedder glycation.
Når disse proteiner binder sig til sukker, bliver de misfarvede, svage og mindre smidige, og det kommer til udtryk på hudens overflade som rynker, slaphed og tab af udstråling. Dette gør også huden mere sårbar overfor UV-stråler og tobaksrøg.
Raffineret sukker findes i meget stor del af de fødevarer der er færdiglavede, fra færdigretter, til økologisk ketchup og brød og kager, det er derfor vigtigt at læse varedeklarationerne, hvis man vil have sund og lækker hud. Forslag: Undgå helt forarbejdede fødevarer.
2. Alkohol
Indtag af alkohol kan forårsage forstørrede blodkar, sprængte kapillærer, rødmen, rosacea og røde pletter på huden. Alkohol dehydrerer også kroppen, hvilket får huden til at virke mindre fyldig og frisk.
Alkohol nedbryder også immunforsvaret, og det ekstra sukker i alkohol forårsager inflammation, hvilket bidrager til celleskader og aldring af huden. Så husk i det mindste også at drikke masser af vand, når du drikker alkohol.
3. Komælksprodukter
Der er en meget stærk sammenhæng mellem indtagelse af mejeriprodukter - som fx komælk - og akne, udslæt og aldring. Forskere forsøger stadig at finde ud af hvorfor, men en teori er, at de fleste af de malkekøer er gravide køer, og hormoner som progesteron og insulin growth factor (IGF-1) finder vej ind i mælken. Når vi indtager mælkeprodukter, fører det til øgede inflammationsniveauer, nedbrydning af hudens struktur, aldring og akne hos mange mennesker.
4. Gluten
Gluten er et protein, der findes i hvede, durum, grahamsmel, sigtemel, mannagryn, semulje, bulgur, couscous, spelt, kamut, rug og byg. Gluten sniger sig også ind i mange færdiglavede fødevarer såsom saucer, dressinger, færdigretter. Rigtig mange mennesker har svært ved at fordøje gluten.
Men hvordan påvirker gluten huden? Det har en del at gøre med, hvordan gluten påvirker tarmene.
For det første producerer vores fordøjelseskanal et protein, der hedder zonulin. Zonulins job er at moderere de tætte bindinger mellem cellerne i din fordøjelseskanal, som forhindrer ufordøjede madpartikler og patogener i at passere igennem tarmvæggen. Selvom dette er en god ting, kan gluteneksponering medføre at kroppen overproducerer zonulin, og dette nedbryder disse bindinger, hvorved der skabes en utæt tarm. Infektioner, toksiner, medicin, stråling, ubalance i tarmfloraen samt langvarig stress kan også medføre nedbrydning af disse bindinger, og give utæt tarm.
5. Pålæg og forarbejdede kødprodukter
Når du vågner op til et småhævet ansigt, så prøv lige at gennemgå indholdet af gårsdagens måltider for at se, om du spiste en masse skjult salt - dette inkluderer restaurantmad, forarbejdede fødevarer og pålæg som altsammen kan have et lusket højt saltindhold.
Forarbejdet kød som fx bacon og pålæg indeholder salt, hvilket kan få kroppen til at holde ekstra på vandet (vandretention), og det kan give ødemer og småhævelser i ansigtet.
Der er også undersøgelser der indikerer, at natriumnitrater tilsat mange forarbejdede fødevarer, kan nedbryde kollagen og elastin og dermed forårsage tegn på for tidlig aldring.
6. Solen
Solen er både livsvigtig for os, og samtidig kan den gøre enorm skade på vores hud, hvis ikke vi passer på.
Fortvivl dog ikke, for der er nogle lette tips, du kan gøre brug af, så du kan få lidt af de livgivende stråler, og samtidig holde din hud tyk og spændstig.
De lumske UVA-stråler
UVA-stråler er jævnt fordelt i styrke over hele dagen og hele året. De står for 95% af UV-strålene.
UVA'erne leverer øjeblikkelig pigmentering af huden, men øger ikke melanin, så denne brune farve holder ikke længe. Derudover skolder UVA’erne ikke, så man tror, man er sikker her, UVA'erne har nogle ret dybdeborende bølgelængder, og trænger ned i de dybe hudlag, hvor de bl.a. ødelægger elasticitet og collagen, hvilket gør huden slap og rynket.
Videnskabelige undersøgelser af lastbilchaufførers hud bekræfter, at kørsel i bil, selv med lukkede vinduerne, synligt beskadiger den side af ansigtet, der vender mod ruden mere.
De nærende UVB-stråler med det dårlige ry
UVB-stråling er lav om morgenen, aftenen og vinteren, og høj ved middagstid om sommeren. De står for ca. 5% af UV-strålingen.
UVB-strålerne er dem, der kan skolde huden, og den evne har givet dem deres dårlige ry. UVB'erne har meget korte bølgelængder, så de er kun i stand til at skade de øverste hudlag. De kan ikke trænge dybere ned, og de kan ikke trænge igennem glas.
UVB-stråler fungerer som et advarselssignal. Når huden begynder at blive rød, er det tid til at at søge skygge. UVB-strålene gør huden tykkere hud over tid, producerer melanin, og leverer forsinket pigmentering (3-7 dage), der til gengæld holder i uger, hvilket er hudens naturlige solbeskyttelse. Derudover skaffer UVB os det livsvigtige D-vitamin, der er er essentielt for mange kropsfunktioner og immunsystemet.
Solens evne til at oplade vores kroppe med D-vitamin, gør den til et ekstremt effektivt værktøj til at minimere skader fra frie radikaler og til at opretholde fugt i huden.
D-vitamin er et af de vigtigste næringsstoffer for en sund hud. Hvis kroppen mangler D-vitamin, vil overhudens celler ikke dele sig optimalt, og den vil blive skrøbelig, tynd og miste fugt. Når huden mister fugt bliver den slap og rynket. Vores kroppe er designet til at få D-vitamin fra solen, som engang var den eneste adgang vi havde til at få vitaminet.
Sollys dræber dårlige bakterier og desinficerer og helbreder sår, og har en gavnlig effekt på hudlidelser såsom psoriasis, akne, eksem og svampeinfektioner i huden.
hvordan man får det gavnlige fra solen, og undgår det skadelige
Tricket er at få UVB'erne og undgå UVA’erne så vidt muligt, så gå udenfor og blot så meget af din hud som muligt omkring middagstid - men lad være med at blive skoldet! Hold øje med din hud.
Sådan gør jeg. Jeg er den blonde type med lys hud, så når sommeren rammer Danmark, starter jeg sæsonen med at blotte min hud 15 minutter for og bag (i alt ca. 30 min.) midt på dagen, dvs. mellem kl. 13 og 14 (på grund af sommertid). Hvis jeg opholder mig i et tropisk område, er 10 minutter mit maksimum. Efterhånden som min hud bliver mørkere, øger jeg min tid i solen, men jeg tilbringer sjældent mere end totalt 45 minutter i solen dagligt i Danmark.
Efter solbadning beskytter jeg min hud med, skygge, tøj og min Sun Shield Oil resten af dagen - jeg bruger også solbeskyttelse, når jeg kører i en bil eller sidder ved siden af et vindue.
Den bedste hudplejerutine til at få den eftertragtede dewy glow
Hvad vil det egentlig sige at ens hud har ”dewy glow”?
"Dewy skin" er et udtryk for en hud, der ser frisk, velhydreret og super glat ud.
Den stråler, men er ikke fedtet.
Den har glød uden at skinne.
Hvad skal der til for, at den nøgne hud kan komme til at se sådan ud?
Det handler sådan dybest set om kost og rigtig hudpleje.
Jeg har jo min lavet alle mine egne hudplejeprodukter, og har sat mig en del ind i hvad der rykker for huden, så her er, hvad jeg har undersøgt og selv bruger.
Mine 9 tips og tricks til at få så frisk, glat og fyldig glød som muligt
1. Byg på et godt fundament - rens huden hver dag
Det er vigtigt at fjerne snavs som lander på ansigtet - både nat og dag og når vi er ude eller inde - for at bevare et sundt udseende og en flot glød.
En god rensegel renser porerne, og forhindrer dermed ophobning af snavs, så hudens egen sebum (fedtstof) uhindret kan nå hudoverfladen og dermed mindske akne-udbrud.
En ren hud hjælper med at bevare den eftertragtede porestørrelse.
En god rensegel hjælper med at holde huden fugtet (tør hud ser let gammel ud).
En ren og lækker hud kan lettere optage alle de andre lækre plejeprodukter man gerne vil nære sin hud med.
2. Ansigtsmist for friskhed og beskyttelse
Ansigtsmist er ikke bare smart vand. De gode af slagsen leverer fugt, friskhed og forsegling.
Tantalizing Mist indhyller huden med antioxidantbeskyttelse, fugt og friskhed. Åbner den op for næringsstofferne i følgende produkter, forsegler og styrker makeuppen og bader delikat sanserne med pirrende duft.
3. Peel og eksfolier 2-3 gange om ugen for flot finish
Væk med det gamle og gang i blodcirkulationen -for friskt blod til huden og en glattere overflade
For at få en naturlige glød og et dugfriskt udseende skal den voksne hud hjælpes lidt på vej med at skille sig af med det øverste lag af døde hudceller, ellers kan der let opstå en mere mat finish på overfladen.
Det kan man gøre på flere måder. Både ved hjælp af nogle gode scrubs, peelinger og ved hjælp af frugtsyrer.
Scrub er en lidt hård behandling, så det er ikke alle hudtyper, det er ideelt for, især ikke hvis man har meget sart hud, eller lider af rosacea.
Har man ikke en sart hud, kan en til to gange om ugen med ansigtsbørsten eller lidt msm-pulver, være et godt redskab til at komme af med de gamle hudceller.
Et andet middel er frugtsyrer, som også eksfolierer og fjerner det døde lag fra overfladen. Derudover renser det hudporerne i dybden og minimerer uregelmæssigheder, sætter gang i cellefornyelsen og stimulerer hudens produktion af kollagen og elastin, så hudens spændstighed og struktur forbedres og rynker modvirkes.
Frugtsyrer øger også hudens egen produktion af fugtbindende stoffer og modvirker på den måde udtørring. Summa summarum; frugtsyre gør huden mere levende, boostet og sund at se på.
Young Revival er min blide og nærende frugtsyreserum frugtsyre-serum, som man godt kan bruge den dagligt.
Den indeholder AHA-frugtsyre. A.H.A står for alpha hydroxy acids, og er en gruppe af syrer, der naturligt findes i frugter, sukkerrør og mælk.
NB! Bemærk at frugtsyre gør huden mere lysfølsom, så brug frugtsyreprodukter om aftenen eller brug solcreme om dagen ovenpå.
4. Niacinamid for ungpigeglød
Alt hvad der forbedrer blodgennemstrømningen hjælper til med at give huden en frisk udstråling. Pebermynte, ginseng og niacinamid (B3-vitamin) har denne egenskab.
Når man bruger niacinamid udvortes forebygger det udtørring og udvider blodkarrene, så huden kan optage mere næringsrigt blod, hvilket resulterer i en friskere glød.
5. C-vitamin for sundt look
C-vitamin i kombination med B3-vitamin (niacinamid) er et superboost til den der vil opnå det dugfriske, sunde look. C-vitamin er en eminent ingrediens til at hjælpe med at lysne huden, bekæmpe pigmentering og bidrage til en generelt bedre hud.
Get Even indeholder udover niacinamid og C-vitamin også lakridsrod, tre kinesiske urter og ekstrakter fra sommerfuglebusken for maks glow og reparation af overfladen.
6. Hold på fugten med en styrket hudbarriere
En tør og skællende hud kan være resultatet af en beskadiget fugtbarriere. Så for at få en smuk, strålende hud skal mannaturligvis have en solid hudbarrier.
Kig efter produkter der indeholder ceramider.
Ceramider er lipider (fedtstoffer), der findes naturligt i huden, og er den lim, der holder sammen på huden, ligesom fx mørtel mellem mursten..
En styrket hudbarriere og bedre hydrering af huden, mindsker fine linjer, mindsker irritation og giver en fastere og glattere hud.
Produkter med ceramider: Renewing Lifting Face Cream, Youthful Eyes
7. Hyaluronsyre for ultimativt fugtboost
Når vores hud har et godt og konstant fugtighedsniveau ser den fyldig, frisk og sund ud.
Hudcellerne producerer hyaluronsyre til dette formål, men som alt andet falder produktionen af dette skønhedsmiddel med alderen, og huden går fra blomme i retning af tør sveske.
Det er der imidlertid råd for. Man kan nemlig tilføre hyaluronsyre manuelt.
I hudplejeprodukter fungerer det ved det gør hudcellerne fyldigere, fordi det binder sig til vandet i cellerne plus at det tiltrækker og holder på vand fra luften.
Produkter med hyaluronsyre: Night Repair, Youthful Eyes
8. Fugt, heling og dugfrisk glød med ansigtsolier
Den rigtige ansigtsolie tilfører høj næring og kan hjælpe med at få huden tilbage i balance. Den hjælper også med at stabilisere produktionen af hudens naturlige fedtstoffer (sebum).
Den gode ansigtolie er også fremragende til at fastholde fugt, beskytte hudens naturlige barriere, mindske fine linjer og fremme en sund, dugfrisk glød.
Olier er gode til at forsegle fugt, og hjælper med at danne et beskyttende lag på huden, de støtter hudens genopretnings-processer, og beskytter mod luftforurening, bakterier og vira. Derudover tilfører de naturlige planteolierne vigtige vitaminer og mineraler til huden.
Obsession Face Oil er en silkeblød luksusolie, der indeholder prickly pear, marula, hybenkerne og seks andre af verdens bedste og mest næringsrige olier. Den trænger hurtigt ned i de dybere hudlag, hvor den fugter og revitaliserer huden. Dens potente og regenererende næringsstoffer hjælper med at øge elasticiteten og mindske forekomsten af fine linjer.
Hvordan du kan snyde dig til hurtig strålende glat hud
Nu og her glow
Snyd dig til glow på under fem minutter. Mit personlige “cheat sheet”.
1. Først renser jeg ansigtet, og kommer dagcreme på.
2. Hvis jeg er lidt vinterbleg, sprayer jeg Sunspa Tan in a Can Chocolate over ansigtet.
3. Herefter blander jeg lidt foundation med et par dråber Obsession Face Oil og fordeler jævnt i ansigtet. Og vupti har jeg et flot ensartet look og dewy glow.
4. Alternativt lægger jeg foundation som normalt ovenpå dagcremen, fordeler herefter et par dråber Liquid Sunshine Shimmering Oil mellem hænderne og “klapper” den ud i ansigtet indtil olien er jævnt fordelt. Det giver en superflot finish.
Liquid Sunshine er tilsat et strejf guldstøv, og giver omgående huden et glamourøst skær, og får den til at fremstå silkeagtig, sund og strålende.
5. Glow på kroppen: Giv huden en skrubbetur med hamphandsken eller Rump Lifter og smør den herefter de bare områder som bryst, skuldre, arme og ben med Liquid Sunshine og huden
Jeg bruger især Liquid Sunshine på mine arme og ben lige inden jeg skal i trænings-tank-toppen og tights’ne, så jeg står med super lækker glow i træningscenteret - det klæder sådan musklerne, når de arbejder…
relaterede indlæg…
Forbehold:
Alle oplysninger i denne blog er kun til orientering, og bør ikke tages som medicinsk rådgivning. Udtalelserne i denne blog er ikke blevet evalueret af sundhedsmyndighederne. Produkter og alle de offentliggjorte oplysninger knyttet til denne blog, er ikke beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede eller forebygge nogle sygdomme. Oplysningerne i denne blog kan ikke erstatte en konsultation med din læge, og skal ikke opfattes som medicinsk rådgivning. Hele indholdet af denne blog er baseret på Hanne Robinsons meninger. Ved at læse og bruge denne blog accepterer du, at bruge denne publikation udelukkende til personligt oplysende brug, og ikke som en erstatning for medicinsk eller anden professionel rådgivning.