Min personlige 10-trins viruskrig

English 🇬🇧

Dette indlæg indeholder affiliate links

I går var en travl dag på matriklen, for jeg havde erklæret åben krig mod alle vira og uhensigtsmæssige bakterier i mit hjem. Baggrunden var, at min mand vågnede med hoste og hovedpine, hvilket hurtigt fik mig på afstand, ud af fjerene og i gang med al min ammunition og mine våben.

Jeg er stor tilhænger af fordelene ved kortvarig overdosis. Dvs. at man sætter hårdt ind med urter og lignende, når noget er under opsejling, så man får slået det ned med det samme. Kortvarig betyder maks. en til to dage, så disse 10 trin er altså kun til nødsituationer, og IKKE til daglig brug.

Bemærk også, at dette er en beskrivelse af min egen personlige tilgang til en virustrussel. Jeg er ikke læge, og jeg hævder ikke, at nedenstående er rigtigt for dig. Vi er alle forskellige, og du bør konsultere din læge, inden du starter et nyt helse- eller kostprogram for at være sikker på, at det passer til dig og din krop.


1. Desinficér med OCD-entusiasme

Jeg vidste, at hvis lillefar havde fået C-virussen, ville vi begge skulle opholde os konstant i lejligheden sammen i flere uger, hvilket betød, at min krop også skulle forholde sig til alle de indendørs, frit flyvende vira. Derfor startede jeg med, på OCD-måden, at desinficere og afspritte hele lejligheden, inklusive ALLE håndtag og kontakter – og tandbørsterne fik en ordentlig omgang kogt vand.

2. Dræb med dufte

For at dræbe de luftbårne bakterier fyldte jeg min diffusor med vand, og 15-20 dråber af en blandig af pebermynteolie, tea tree-olie og citronolie. Jeg placerede den i soveværelset, hvor manden blev holdt som gidsel, og mens den pustede sin damp rundt derinde, tændte jeg en Palo Santo-pind, og smudgede resten af lejligheden med røgen fra den. Da diffuseren var dampet tom i soveværelset, flyttede jeg den ind i stuen, fyldte den op igen med samme dosis og gentog proceduren dér (jo, jeg var pebermynte-høj det meste af dagen). ⠀

Pebermynte- og tea tree-olier er anti-mikrobielle, og når de dampes ud i rum på denne måde, kommer de aktive stoffer i olierne i direkte kontakt med de luftbårne patogener, før de kan nå invadere kroppen. Disse æteriske olier kan også bruges til at styrke immunsystemet. Sidst, men ikke mindst så kan en diffusor hjælpe med at holde luftveje fugtede og sunde.

Du kan læse mere om hvordan dufte kan rense luften, og om hvordan aromaterapi påvirker kroppen i mit indlæg om smudging.

3. Jeg vil ikke dele

Jeg var meget skrap med hensyn til ikke at dele håndklæder efter vask af hænder og sådan. Det holdt hårdt, men jeg genopfandt ”hans- og hendes-knagerne”.

4. Immun- og lunge-boostende te

Jeg lavede en stor kande immun- og lunge-boostende urtete af: 1 tsk. echinacea, 1 tsk. gyldenris, 1 tsk. morgenfrue, ½ 1/2 tsk. bukkehornfrø, ½1/2 tsk. lakridsrod, 1/2 tsk. anisfrø, ½1/2 tsk. fennikelfrø og 9 dl kogende vand. Jeg lod teen trække i 5 minutter. Vi drak begge et stort glas hver (4,5 dl). Lidt mere om urterne.

Har virus ramt luftvejene kan man bruge ravintsara i sin diffusor. Ravintsara er en immunstyrkende, beroligende og anti-viral olie, som også er velegnet til at lindre symptomer fra astma, bronchitis, og hoste.

5. Tinktur-shots

Fem gange i løbet af dagen gav jeg manden 5 ml/1 spsk. af min urtemedicin, som er en tinktur lavet på euphrasia, echinacea, lakridsrod, gyldenris, ingefær og vodka.
Tinkturer er stærkt koncentrerede urteekstrakter opløst i alkohol; og er en af de mest effektive måder at tage urtemedicin på, især når akutte tilstande skal behandles.
Alkoholen i tinkturen gør, at urterne meget hurtigt bliver optaget i blodet, og derfor begynder at virke i kroppen næsten omgående.
Denne tinktur er mit absolut bedste middel til at bekæmpe influenzasymptomer med - især i opløbet. Blandingen skal trække i 7 uger, før den er klar. Læs evt. mere på min Instagram 18. april 2018 og 12. juni 2018.

 

6. Meditation

Jeg mediterede som sædvanligt, nu fuldt bevidst om vigtigheden af at holde fast i den daglige praksis. Jeg praktiserer transcendental meditation, hvor man gennem hele meditationen sigter mod indre stilhed og tanketomhed og helt uden brug af mantraer.

Når man mediterer stiger antistoffet immunoglobulin A (IgA) - IgA er vores primære forsvar mod bakterier og vira - altså et effektivt stof end en influenza.

Derudover falder mængden af stresshormonet kortisol, hvilket betyder, at man ikke længere er i overlevelses-, stress- eller kamp/flugt-tilstand.

7. Pranayama

Jeg har også genoptaget mine daglige vejrtrækningsøvelser – Pranayama - efter min morgenmeditation. Jeg udfører en serie af fem forskellige slags åndedrætsøvelser, som jeg lærte af Quantum Yogas grundlægger Lara Baumann. Det er en praksis, der tager lidt tid at lære, og man har brug for en god lærer til at guide sig i starten for at undgå ubehag.

Undersøgelser viser, at kortvarige, forbigående tilstande af hypoxi (en kort tilstand af iltmangel) gør, at der strømmer ilt fra blodet ind i vævene.

Man skulle måske tro, at når man holder vejret, at det gradvist vil give mindre ilt til vævene, men det supernærer dem faktisk, og det er en teknik (intermitterende hypoxi) atleter og sportslæger bruger aktivt til at forbedre ydeevne, restitutionstid og hjernen (neuroplasticitet). Jeg planlægger et blogindlæg om pranayama.

8. Næseskylning (neti)

Efter pranayama er et godt tidspunkt at skylle næsen på.

Næseborene er vores første værn mod bakterier, forurening, allergener og andre irritationsmidler, så det er vigtigt at holde dem rene og funktionsdygtige.

Neti er en teknik, der er blevet brugt af yogier til at forblive sygdomsfri. Og de gamle danske fiskere brugte også neti, omend på en mindre yogiagtigmåde, ved at snuse saltvand op fra den hule håndflade og spytte det ud gennem munden, de hævdede, at de på den måde undgik forkølelser.

Neti renser og fugter slimhinderne, skyller slim, støv, pollen og andre allergener og bakterier ud fra næse og bihuler, åbner op for uhindret vejrtrækning og stimulerer immunfunktionen.

En Netikande hjælper også til med at opnå dybere vejrtrækning i yogastillingerne og i pranayama. Mystisk set åbner neti op for kanalerne til det tredje øje, og kan fremme dybere meditationer.

SALTVANDSFORHOLDET TIL NETI

Brug disse forhold, for de passer til din egen krops saltforhold:

  • 1 tsk salt (jeg bruger Himalaya-salt) til 5 dl kogt vand afkølet til kropstemperatur.

  • Du kan også polstre blandingen med 1/2 tsk natron - det vil gøre den lidt blidere inde i næsen.

VANDET

Brug enten destilleret vand. Det kan finde i de fleste supermarkeder, der hvor du også finder rengøringsmidler eller i Matas. Eller brug kogt, afkølet postevand.

SÅDAN BRUGER DU DIN NETIKANDE

  1. Kog vandet og opløs saltet og evt. natron i det.

  2. Lad vandet afkøle til kropstemperatur inden du hælder det i næsen.

  3. Læn dig over vasken.

  4. Tilt hovedet ca. 45 grader.

  5. Placer tuden i dit højre næsebor og træk nu vejret gennem munden.

  6. Saltvandet vil løbe ind gennem højre næsebor og ud gennem det venstre.

  7. Hvis vandet skulle finde på at løbe ned i halsen, kan du bare spytte ud og pudse næsen.

  8. Gentag processen gennem venstre næsebor.

  9. Brug neti dagligt, sålænge du har symptomer.

  10. Brug en kandefuld til hvert næsebor (ca. 2,5 dl til ét næsebor)

9. Medicinske svampe

I min eftermiddags kop te tilsatte jeg svampene cordyceps og reishi. Disse (og de fleste andre) medicinske svampe indeholder bla. beta-glucan polysakkarider (sukkermolekyler), som i både laboratorie- og human-kliniske undersøgelser har vist sig at have immunstimulerende egenskaber, ved, at de stimulerer kroppens egen evne til at styrke det cellulære forsvar.

Reishi er en af mine favoritter, da den er en adaptogen. Denne svamp hjælper kroppen med at slappe af og til bedre at kunne tilpasse sig livets udfordringer. Opskrift: Kom 1/2 spsk. af din foretrukne sorte te (min er The des Lords – Earl Grey), 1/2 tsk. Cordyceps, 1 tsk. Reishi og 2,5 dl kogt vand i en varmesikker kande eller glas. Lad trække i 5 min. Si derefter blandingen fra over en ren kop evt. tilsat lidt mælk. Jeg bruger Naturli’s søde sojamælk.

10. Hvidløg

Jeg nappede mig også et råt hvidløg som aftensnack. Jeg pillede et fed, tyggede på det og skyllede det ned med et glas vand.
Hvidløg er en stærk urt, der kan lette en forkølelse eller influenza. Hvidløg hjælper med at styrke immunsystemet ved at angribe en infektion.

Hvidløg indeholder nogle meget gavnlige svovlforbindelser, der påvirker dannelsen af signalmolekyler i form af gas som nitrogenmonoxid (NO) og hydrogensulfid (H2S), som produceres naturligt i kroppen.

Disse signalmolekyler spiller en vigtig rolle i cellekommunikation, og er med til at opretholde homøostase eller ligevægt – og i forbindelse med mange sygdomme kan man registrere ændrede niveauer af dem.

Forskning viser, at indtag af hvidløg øger produktionen af signal­molekylerne, og det antages derfor at være den mest almindelige mekanisme for hvidløgs gavnlige effekt. Ikke mindst er der inden for de senere år kommet øget opmærksom om den rolle H2S har for celledeling og programmeret celledød (apoptose). Kilde.

Tip: Når man lader det hakkede hvidløg hvile i 10-15 minutter, før man spiser det, aktiverer man enzymer, der gør de gode svovlforbindelser mere tilgængelige for kroppen.

Og hvordan går det så?

Jeg aner ikke, hvad der ramte ham, men I dag er min mand næsten helt frisk igen og ude af sengen. Jeg har ikke selv haft symptomer (7-9-13).


topda.jpg
cvit.jpg

flere sunde artikler:

Forbehold:

Alle oplysninger i denne blog er kun til orientering, og bør ikke tages som medicinsk rådgivning. Udtalelserne i denne blog er ikke blevet evalueret af sundhedsmyndighederne. Produkter og alle de offentliggjorte oplysninger knyttet til denne blog, er ikke beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede eller forebygge nogle sygdomme. Oplysningerne i denne blog kan ikke erstatte en konsultation med din læge, og skal ikke opfattes som medicinsk rådgivning. Hele indholdet af denne blog er baseret på Hanne Robinsons meninger. Ved at læse og bruge denne blog accepterer du, at bruge denne publikation udelukkende til personligt oplysende brug, og ikke som en erstatning for medicinsk eller anden professionel rådgivning.

Forrige
Forrige

9 Fantastiske egenskaber ved aloe vera for hud og hår. Og en hurtig opskrift på naturlig gele

Næste
Næste

Nem opskrift på lotionbar med vejbred - det fantastiske ukrudt