4 svampe, der gør underværker for dit helbred
Dette indlæg indeholder affiliate links. Du kan læse om min affiliatepolitik her
Svampesæson
”Vil du ikke sidde ned?” Spurgte min veninde.
Hun havde siddet og nippet meditativt til sin myntete, da jeg lidt for sent og på sex-and-the-city-måden, var kommet stormende ind på Voulez Vouz – vores lokale franske yndlingscafe - med hænderne fulde af tøjindkøbsposer, hvilket er meget ulig mig, for normalt keder det mig at shoppe.
Jeg var i gang med at hive ting op af poserne og vise hende alle mine nyanskaffelser og pludre løs om løst og fast, da hendes spørgsmål bevidstgjorde mig om min energi denne dag, som havde budt på træning om formiddagen, to timer i bil til og fra mit sommerhus, rengøring af hele huset, havearbejde og shopping og alligevel følte jeg ikke trang til at slå røven i sædet, eller skrue lidt ned for mundtøjet.
”Virker jeg manisk?” spurgte jeg.
”Nej, det synes jeg ikke… men en kende frisk.” Svarede hun - som i øvrigt også er psykolog.
”Det må sgu være de svampe, jeg har spist i dag…”
”Hvad har du nu gang i?” Spurgte hun, med både rynkede bryn og stort smil.
”Jeg tester medicinske svampe i øjeblikket. Og må bare sige, at en halv times tid efter jeg har spist dem, så breder der sig en varme i min krop, helt ud til tåspidserne, som om immunforsvaret falder helt til ro, og så får jeg samtidig helt vildt meget energi… Og jeg har tabt mig.”
Damen spidsede ører, så jeg fortsatte med at underholde hende om disse sært udseende gevækster, som havde fanget min interesse på det seneste.
Opdatering:
Siden jeg skrev dette indlæg for fem år siden, er jeg også blevet svært glad for cordyceps, ja den er faktisk blevet en af mine favoritter, fordi den er fantastisk for atletisk præstation, libido, lunger, nyrer, lang levetid og meget mere. Jeg har tildelt den et helt indlæg for sig selv.
Indhold
Hvad er Medicinske Svampe
1. Chaga - for et stærkt helbred
2. Reishi - for balance
3. Maitake - for blodsukker og vægttab
4. Shiitake - for ekstra næring og pæn hud
Hvor kan man købe medicinske svampe?
Opskrifter med medicinske svampe
Hvad er medicinske svampe
Det er altså ikke de psykedeliske svampe, jeg interesserer mig for, ej heller de champignoner man putter i ungarsk paprikagryde. Nej, vi er mere ude i arter som chaga, lion’s mane, maitake, reishi, shiitake, cordyceps, himematsutake, turkey tail og lignende.
Medicinske svampe bliver stadig mere populære ikke mindst stimuleret af det store antal konventionelle videnskabelige undersøgelser, der bliver udført på dem. De hedder medicinske svampe fordi de indeholder en betydelig mængde helbredende komponenter.
Disse svampe har vist sig meget lovende, når det kommer til at beskytte og afgifte vores kroppe fra de patogener og toksiner, som vi uundgåeligt kommer i kontakt med dagligt gennem vand, luft og kost.
Fælles for de medicinske svampe er, at de blandt andet indeholder beta-glucan polysakkarider (sukkermolekyler) som i både laboratorie- og human-kliniske undersøgelser har vist sig at have antitumor- og immunstimulerende egenskaber, ved, at de stimulerer kroppens egen evne til at styrke det cellulære forsvar.
Desuden har de anti-cancer og anti-inflammatoriske egenskaber, støtter kroppens hormonsystemer, giver protein og fungerer som stærke antioxidanter.
Flere svampesorter er desuden adaptogene, hvilket betyder, at de hjælper vores kroppe med at tilpasse os det moderne livs forskellige stressfaktorer – de er i stand til både at stimulere og hæmme kropslige funktioner, alt efter behovene på et givent tidspunkt. De giver lidt ekstra, når vi mangler, og holder igen, når vi har for meget så at sige.
Svampe, der har været eksponeret for sol kan desuden være et af de få naturlige kilder til D2-vitamin, med alt fra 3,5 – 50 mikrogram pr. 100 gram. Anbefalede dagligt tilskud af D-vitamin er ca. 10 mikrogram.
NB! Svampene hedder MEDICINSKE svampe, og er derfor ret virkningsfulde. Jeg tager selv kun svampene
Når jeg skal fokusere eller koncentrere mig ekstra meget.
I perioder med stress og travlhed.
Når mit immunsystem skal have et spark
Svampene én for én
De forskellige sorter, der har været igennem mit fordøjelsessystem på det seneste, og som jeg har kunnet få fat i, er: Chaga, Reishi, Maitake og Shiitake.
1. Chaga - for et stærkt helbred
(Inonotus obliquus) eller Birke-spejlsporessvamp er en svamp, der gror på birketræer, og som især er populær i Rusland.
Den har en træagtig i konsistens, og ligner til forveksling forkullet træ. Chagas karakteristiske mørke farve kommer af dens meget høje indhold af melanin.
Chagas 7 imponerende sundhedsmæssige egenskaber:
1. Immunbalancerende
Chaga er den fødevare, der har en af de højeste ORAC-værdier (Oxygen Radical Absorbance Capacity), som er et mål for, hvor stor en koncentration af antioxidanter en bestemt fødevare indeholder. Jo højere ORAC-værdi, des bedre er fødevarens evne til at beskytte kroppen mod sygdomsfremkaldende frie radikaler.
Derudover indeholder svampen beta-glucan polysakkarider, som har vist sig at have stærke antiinflammatoriske og immunbalancerende egenskaber og vellykket i behandling af psoriasis, som er en immun-relateret hudsygdom.
Forskning har vist at beta-glucan polysakkariderne i chaga øger kroppens produktion af naturlige dræberceller – disse celler er kroppens første forsvarslinje, når en potentiel trussel detekteres.
2. Kræft
Disse beta-glucan polysakkariders evne til at producere naturlige dræberceller bruges derfor nu også mange steder som et anti-cancer-kosttilskud, da det kan hjælpe kroppen med at ødelægge tumor og bekæmpe infektioner.
Laboratorieforsøg har vist at chaga har anti-tumor effekt og gavnlig virkning mod brystkræft, levercancer, livmodercancer og mavekræft 1, 2.
3. Anti-age
Indtagelse af fødevarer med højt ORAC-score hjælper også med at beskytte mod for tidlig aldring og aldersrelateret hukommelsestab. Chaga har de højeste antioxidant kapaciteter af alle kendte planter og dermed den bedste anti-aging effekt, desuden indeholder chaga et enzym kaldet superoxid dismutase, som også er i stand til at neutralisere skader fra frie radikaler og beskytte kroppen mod sygdom.
4. Skønhedsbooster
Udover de genopbyggende og beskyttende antioxidanter indeholder chaga som nævnt meget melanin.
Der hvor solen skinner meget har naturen sørget for, at vi pelsløse typer har fået et godt lag beskyttende melanin, og dér hvor den ikke skinner så meget, har vi typisk lys hud med meget lidt melanin, så vi omvendt kan blive næret med den sparsomme sol så hurtigt som muligt.
Melanin er pigment, der produceres i cellerne i overhuden, og er det, der giver hud, hår og øjne farve og er kendt for at beskytte gener og DNA.
Melanin styrker hud, syn og hår, og beskytter mod skader fra UV-stråler. Med alderen producerer vi mindre melanin.
5. Anti-inflammatorisk
Stoffet ergosterol og andre stoffer i chaga har vist sig at give kraftig anti-inflammatorisk aktivitet. Kroniske inflammationer i kroppen er det, der kan få immunsystemet til at overreagere, og som ofte er baggrunden for en stor del af de sygdomme, vi kan blive ramt af livet igennem, for eksempel hjerte- og kredsløbssygdomme, diabetes, kræft, betændelse i leddene, forskellige gigtformer, demens og overvægt.
6. Større udholdenhed
Forsøg med mus har vist at chaga kan øge udholdenheden ved fysisk udfoldelse. Når forsøgsmusene fik chaga kunne de svømme længere, blandt andet fordi indholdet af glykogen (brændstof) steg i både muskler og lever, mens mælkesyreniveauerne i blodet faldt – en cocktail, der leverer mindre træthed og bedre udholdenhed.
7. Stofskiftet
Birketræer indeholder naturligt betulin og betulinsyre, stoffer, der absorberes af chaga, når det vokser på træet. Betulin som det findes i birkebark er ufordøjeligt af mennesker, men Chaga-svampen omdanner det til en form, der kan optages. Nylige undersøgelser har vist, at betulin fra birkebark kan sænke kolesterol, fedme og forbedre insulinresistens.
Mulige bivirkninger
Chaga har blodsukker-regulerende egenskaber, så bør ikke indtages, hvis man får diabetesmedicin.
Chaga har et højt indhold af oxalater (et naturligt molekyle, der findes i de fleste frugter og grøntsager*), det kan i større mængder give ondt i maven og ødelægge calciumbalancen.
Chaga kan have blodfortyndende og antikoagulerende aktivitet.
*Planter bruger oxalat til at slippe af med ekstra calcium.
Dosering
Chaga er kraftigt virkende, så jeg vil anbefale at man mærker sig frem stille og roligt. Den er fx for kraftig for mit system, for jeg har slet ikke brug for så meget immunstimulans.
Men den jeg foretrækker, når det er, er en økologisk pulverudgave af Chagaen fra Wohltuers eller fra Green Machine. Jeg tager ca. 1 tsk. om dagen, ved behov.
Chaga har en mild vaniljeagtig smag, og er ideel som te. Den bør trække i ca. fem minutter. Den afkølede te kan også fint bruges i smoothies og grød.
2. Reishi - for balance
(Ganoderma lucidum) Reishi på Japansk, Ling Zhi på kinesisk og Skinnende laksporesvamp på dansk.
Denne store ildrøde svamp, der traditionelt er vokset op fra skovbunden i dybet af Kinas bjerge, siges, ”at bekæmpe dybtsiddende sygdomme, fremme livskraften og løfte sindet”.
Taoister og munke har længe hævdet, at Reishien er en stærk ”Shen tonic”, som frit kan oversættes til ’en urt, der nærer ånden’.
Selvom denne påstand, ikke direkte kan verificeres af videnskaben, så har Reishien gentagende gange demonstreret at kunne få nervesystemet til at slappe dybt af, berolige sindet og fremkalde en tilstand af afslappet fokus – den tilstand som er så eftertragtet blandt åndeligt søgende, mediterende og dem, der søger lindring fra hverdagens stress.
Ifølge bogen "Herbal Medicine: Biomolecular and Clinical Aspects” forbindes Reishi også med ”succes, velvære, guddommelig styrke og lang levetid.
Flere undersøgelser (1. 2.) har påvist Reishi-svampens antioxidante og livsforlængende egenskaber såvel som dens evne til at stimulere aktivitet i hjernens neuroner ved at forøge nervevækstfaktor-niveauet i celler.
Ligesom de fleste adaptogene urter, understøtter og balancerer Reishi de endokrine og hormonelle systemer i kroppen, som sandsynligvis også er det, der er med til at vedholde rygtet om, at det er en åndeligt aktiverende svamp.
Hormoner er 'bevidsthedsmolekyler' og kraftfulde biopeptider, der styrer stemninger, opfattelse, døgnrytme, tilknytningsevne og vores bevidsthed om virkeligheden. Reishis virkninger på hormonsystemet er legendarisk. Den er blid, men kraftig og arbejder hårdt for at balancere kroppens mange kirtler og organer, hvilket gør den ideel til daglig brug. Du kan læse meget mere om disse potente sekreter i min blog om balance i hormonerne.
Gennem de seneste årtier har mange forskellige undersøgelser udført i Japan, Kina, USA og UK desuden vist, at reishi-svampen kan yde beskyttelse og behandling mod talrige sygdomme og lidelser, og den kan virke både opkvikkende og beroligende, alt efter hvad kroppen har brug for.
Reishi er min favorit. Jeg har god erfaring Wohltuers produkter (tysk grundighed) og med Green Machine begge økologiske mærker. Jeg kommer ofte Reishi i en kop sort te. Er også fortrinlig i kaffe.
Reishi-svampens aktive ingredienser er blandt andet:
Plantesteroler, der kan fungere som forstadier til kroppens hormoner.
Beta-glucan polysakkarider, der bekæmper udviklingen af kræftceller.
Syreholdige stoffer kaldet triterpener, der slukker kroppens svar på allergier.
Nogle af Reishis mange egenskaber:
Anti-inflammatorisk
Anti-svamp
Anti-allergi
Antioxidant
Bakteriehæmmende,
Beroligende
Blodsukkerregulerende
Forbedrer blodomløbet
Immunstyrkende
Kolesterolsænkende
Leverstyrkende – støtter dermed afgiftning
Lungestyrkende
Nyrestyrkende
Reducerer blodtrykket
Slimløsende
Smertestillende
Stressreducerende
Tumorhæmmende
Virushæmmende
Reishi anses også som afrodisiakum, og som en "livseliksir".
Svampen bruges mod følgende lidelser og tilstande:
Allergier, astma og bronkitis
Angst og depression
Autoimmune sygdomme
Beskytter kroppen under stråle- og cellegiftbehandlinger i forbindelse med kræft.
Diabetes
Fordøjelsesproblemer, mavesår og utæt tarm
Gigt- og ledsygdomme
Hjertelidelser, højt blodtryk og højt kolesteroltal
Hoste
Hudlidelser
Hyppige infektioner (urinveje, bronkitis, luftvejsinfektioner osv.)
Højdesyge
Leukopeni (nedsat antal hvide blodlegemer)
Leversygdomme
Søvnforstyrrelser og søvnløshed
Træthed (inklusive kronisk træthedssyndrom)
Tumorvækst og kræft
Vira, herunder influenza, hiv/aids og hepatitis
Tip:
Hvis du elsker din kaffe eller sorte te, kan du afbalancere bivirkningerne og samtidig få en kraftigere effekt ved at tilføje reishi-svampe.
Koffein er et stimulerende middel, der øger vores mentale kraft ved at flytte energi fra nyrer til hjerne. Det hjælper os til at kunne fokusere på en specifik opgave, men det det har også den bivirkning at det pumper adrenalinniveauerne op - hormonet bag "kæmp eller flygt" -responsen (stress).
Reishi på den anden side er et et anti-stimulerende middel og et adaptogen, der hjælper med at styrke nyrerne, som kan få nervesystemet til at falde til ro, berolige sindet og fremkalde en tilstand af afslappet fokus.
Så næste gang du skal koncentrere dig om noget, så tag en kop kaffe eller sort te og bland 1 tsk. Reishi-pulver i. Så kan du bevare roen i nervesystemet, samtidig med at din koncentration er knivskarp.
Dosering:
En anden virkelig rar ting ved Reishi er, at de er i stand til at gøre så meget gavn, men modsat medicin er den ugiftig, og har stort set ingen bivirkninger.
De fleste, der indtager Reishi oplever hurtigt en forbedring af energiniveau, mentale evner og humør, samt reduktion i eventuelle smerter, allergier, fordøjelsesproblemer og infektioner.
Start langsomt og arbejd stille og roligt op til højere doser, indtil du er fortrolig med dens virkninger på dit sind og din krop. Reishi er sikkert at tage over længere perioder – helt op til et år, og gør man det, får man også gavn af alle dens fordele.
Ekstrakter og pulvere er mere effektive end friske svampe.
Varmt: For optimal optagelse anbefales det, at indtage den som te eller i varme drikke. Nogle mener, at de er mest effektive, hvis de indtages om morgenen på tom mave.
Pulverdosis: Jeg bruger en økologisk pulverudgave ½ - 1 tsk. om dagen.
Sorter: Ifølge Ron Teeguarden, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk urtemedicin, er de røde og lilla sorter af Reishi, generelt bedre end andre typer.
Vildt: Vælg så vidt muligt de vilde svampe.
'Duanwood Reishi' refererer til den type træ, som de svampe, der har særligt immunstimulerende egenskaber, styrke og kvalitet, har vokset på. De er dyrket uden kemikalier og i uberørte bjergmiljøer, Duanwood Reishi er typisk bedre end de fleste andre produkter og naturligt økologiske.
3. Maitake - for blodsukker og vægttab
(Grifola frondosa) Maitake på Japansk, Huishu Hua på kinesisk og Tueporesvamp på dansk.
Kært barn har mange navne, og således er Maitake er også kendt som Fårets hoved og Skovens høne.
Maitake betyder endvidere ”dansende svampe” på japansk, for ifølge legenden begyndte buddhistiske nonner og skovhuggere på svampejagt, at danse af glæde, når de opdagede den i skoven.
Den ligner meget godt både et fårehoved og en hønsebagdel, når man finder den, der hvor den helst gror, som er ved foden af egetræer, elm og andre træer.
Man kan finde den i det nordøstlige Japan, men Maitake kan også findes i de nordligt tempererede skove i Asien, i Europa og i det østlige Nordamerika.
Dens kød er blødt og hvidt, og ligesom de andre svampe indeholder Maitake også de stærkt immunstyrkende beta-glucan polysakkarider, der gør den til en loyal og stærk kriger mod alle potentielle ”fjender”, der angriber kroppen.
Økologisk Maitake-pulvere: Terra Elements eller Green Machine.
6 af maitakes fantastiske helseegenskaber:
1. Cancer og immunstyrker
Polysakkariderne i Maitake har en unik struktur, og er blandt de mest effektfulde, man har undersøgt til dato. De har i dyreforsøg vist større antitumoraktivitet end andre svamparter.
Mange af de samme grunde som maitake beskytter mod kræft på, spiller den også en afgørende rolle for generelt at balancere immunsystemet.
Det er nemlig de nu berømte beta-glucan polysakkarider som findes i en række medicinske svampe (og andre polysakkarider, der findes i medicinske urter som Echinacea angustifolia), der står for de immunregulerende virkninger. De fungerer som et adaptogen i de dybere immunforsvarsreserver og har vist sig at kunne forbedre både vores medfødte og vores adaptive immunrespons.
Maitake har også vist sig gavnlig i behandlingen af lidelser som Hepatitis og HIV/AIDS.
2. forebygger Diabetes
Maitake-svampeekstrakter har i flere undersøgelser vist sig at kunne beskytte mod diabetes, for højt kolesterol og fedme. For eksempel har forskning vist, at Maitake hindrer stigning i blodsukkerværdierne, kan øge insulinsensitivitet og dermed har en antidiabetisk effekt.
3. forbedrer Blodtryk
I en undersøgelse fodrede man rotter, der havde for højt blodtryk, med pulveriseret Maitake. I modsætning til en kontrolgruppe (hvor blodtrykket steg med alderen), oplevede Maitake-gruppen et fald i blodtrykket. Når Maitake-gruppen kom tilbage til deres normale kost, steg blodtrykket igen. Men blodtrykket faldt igen, når dyrene atter fik Maitake. Maitake har altså tydeligvis evne til at sænke for højt blodtryk.
4. bedre kontrol af vægt
Da Maitake er rig på fibre og samtidig er fedt- og kalorielet, er den blevet kategoriseret som et potentielt slankemiddel. Forsøg har vist, at Maitake som en væsentlig del af kosten kan hæmme vægtøgning og forbedre fedtstofskiftet trods kolesterolrig kost.
Derudover indeholder Maitake beta-glucan, der kan øge mæthedsfølelsen, mindske den mængde mad man har lyst til at spise, forsinke ernæringsoptagelse og reducere plasmafedtniveauet (fedt). Desuden kan det sænke kolesterol og dermed give vægttab og hjælpe med at kontrollere diabetes.
5. fantastisk Antioxidant
Maitake er rig på aminosyren og den særligt kraftige antioxidant, ergothionein, der ser ud til at spille en helt central rolle mod, at oxidativ stress angriber vores DNA. Ergothionein samler sig og beskytter celler i de dele af kroppen, der er særligt udsat for oxidativ stress – fx leveren, øjets linse samt i de sensitive væv som knoglemarv og sæd.
6. Andre næringsstoffer
Maitake er en god kilde til B-vitaminer, kobber, antioxidanter, selen, ergosterol / provitamin D2, magnesium, kalium, calcium, umættede fedtsyrer, fosfatidylserin og andre fosfolipider og protein.
Dosering
Maitake kan fås som pulver og kan fint blandes i te og kaffe.
1/4 tsk. 1-3 gange dagligt
Bivirkninger
Der findes ikke meget litteratur om bivirkninger, men da svampen kan sænke blodtryk og blodsukker skal man undgå at spise den i mindst 14 dage inden en evt. operation. Hvis man er diabetiker eller lider af for lavt blodtryk, bør man konsultere sin læge inden man begynder at indtage Maitake.
4. Shiitake - for ekstra næring og pæn hud
(Lentinula edodes) Shiitake er japansk. ’Shii’ er det træ som svampen normalt vokser på, og ’take’ betyder svamp.
Shiitake er en lidt af en primadonna og en selskabsløve, som kan lide blitzlys, og elsker musik – især klassisk og rock&roll. Det er i hvert fald, hvad nogle Shiitake-farmere hævder. De påstår også, at hvis man planter Shiitake på en isoleret træstup, så formerer den sig ikke så meget som, hvis den plantes på klynger af træ. Det siges også, at den formerer sig meget generøst, hvis plantepasseren, udsender positiv energi.
Hvis der er nogle klodsede typer i nærheden af Shiitake, eller der foregår kamp og skænderier i dens nærhed, så bliver den genstridig og hensygnende, men under ideelle vækstvilkår kan Shiitake til gengæld levere en unik variant, kendt som Donko. Donko har hvide lameller på undersiden, der står som en flot kontrast til dens mørkebrune hat, hvis inderside forbliver fugtig og blød, selv når overfladen er tør.
Ifølge asiater er Donko et potent afrodisiakum. Af den grund, går den også for 250 kr. halvkiloet i USA, og for dobbelt så meget i de asiatiske lande.
Shiitake er oprindelig fra Asien og især Kina, men er meget tilpasningdygtig, og kan faktisk gro de fleste steder. Den er den af de medicinske svampe, der er mest udbredt, og som kan købes over hele kloden i både tørret og frisk form. Det er muligt selv at dyrke svampen, hvis man kan få fat i podede egestammer på planteskolerne.
7 af Shiitakes sundhedsegenskaber:
1. Kraftig antioxidant
Shiitake er den fødevare, der er allerrigest på aminosyren og den særligt kraftige antioxidant, ergothionein, som jeg også nævnte i forbindelse med Maitake.
Ergothionein forekommer naturligt i kroppen, men skal tilføres gennem kosten. Den findes i høje koncentrationer omkring celler, der udsættes for skader fra frie radikaler.
2. højt Næringsindhold
Shiitake er særligt næringsrig sammenlignet med de andre svampe.
Svampen er unik som plante, da den indeholder alle de otte essentielle aminosyrer (komplet protein), som vi ikke selv kan danne, og derfor skal have tilført udefra.
Desuden indeholder den essentielle fedtsyre linolsyre. Linolsyre hjælper med vægttab og med at opbygge muskler. Linolsyre har også knogleopbyggende egenskaber, forbedrer fordøjelsen og reducerer fødevareallergier og -sensitivitet.
Shiitake er også rig på kobber med ca. 65% ADT pr. portion. Kobber er et af de få metalliske mineraler, der er væsentlige at få tilført kroppen, da vi ikke selv kan producere det. Forskere mener, at mangel på kobber kan være en faktor i udviklingen af hjerte-karsygdomme.
Derudover er Shiitake rig på selen, zink og mangan og B-vitaminerne riboflavin (B2), niacin (B3) og pantotensyre (B5).
3. skønhedsprodukt
Shiitakes høje indhold af selen, zink, stærke antioxidanter og B-vitaminer og det, at den er antiinflammatorisk, er alt sammen guf for huden og en god anti-aging cocktail.
Sørger man samtidig for at toppe sine svampe med E-vitaminer (olivenolie, mandler fx.) og A-vitamin (gulerødder, mørkegrønne grøntsager fx), så er der en god chance for, at man får ferskenhud og bliver aknefri - hvis det sidste er noget man slås med.
4. hjælper med at bekæmpe Cancer og styrker immunsystemet
Shiitake er ligesom de andre svampe rig på de beta-glucan polysakkarider, der som nævnt til stadighed viser sig at være særdeles gavnlige for immunsystemet, for cancerforebyggelse og -behandling.
Men Shiitake har også et andet og særlig gavnligt polysakkarid, lentinan, som stimulerer immunsystemets celler til at befri kroppen for tumorceller. I kliniske forsøg har lentinan sammen med kemoterapi øget levetiden hos kræftpatienter, forbedret effektiviteten af kemoterapien og stoppet tumorers vækst.
5. styrker Kredsløbet
Shiitakesvampen har et særligt stof, eritadenin, der i flere forsøg på både mennesker og rotter har vist sig at kunne sænke kolesterol i blodet markant. Man er ikke helt sikker på, hvordan stoffer virker, men mener, at det forstyrrer produktionen af kolesterol i leveren, og hjælper cellerne med ikke at klistre sig til blodkarvæggene og opbygge plak. Således hjælper det også med at opretholde et sundt blodtryk og forbedre blodcirkulationen.
6. Øger forbrændingen
Tre gode ting i Shiitake hjælper vægttabet på vej. Linolsyre, eritadenin og beta-glucan.
Linolsyre øger forbrændingen og beta-glucan kan øge mæthedsfølelsen, mindske den mængde mad man har lyst til at spise, forsinke ernæringsoptagelse og reducere plasmafedtniveauet (fedt). Eritadenin kan sænke kolesterolniveauet og dermed give vægttab og hjælpe med at kontrollere diabetes.
7. forbedrer Energi og hjernefunktion
Shiitakesvampen er som nævnt en stor kilde til B-vitaminer, der hjælper med at støtte binyrefunktionen og omdanne næringsstoffer fra mad til brugbar energi. De hjælper også med naturligt at balancere hormonerne, styrke koncentrationsevnen og forbedre de kognitive præstationer.
Økologisk Maitake-pulvere: Terra Elements eller Green Machine.
Dosering
Shiitake kan fås friske i mange supermarkeder - og tørrede og som pulver i nogle helsekostbutikker.
Da Shiitake også betragtes som en delikatesse, findes der milliarder af lækre opskrifter med den.
Jeg har den selv i pulverform, og blander den i te, kaffe og supper.
Anbefalede dosis: 1/2 tsk. dagligt.
Potentielle bivirkninger
Det anses for sikkert for de fleste at spise Shiitake i de mængder, der almindeligvis anvendes i mad.
Anvendelse ud over dette er ikke tilstrækkeligt undersøgt.
Shiitake kan ved store indtag forårsage bivirkninger som maveproblemer, eosinofili, lysfølsomhed, åndedrætsbesvær og såkaldte shiitake udslæt. Rå shiitake, som kommer i kontakt med huden, kan også forårsage eksem.
6. Hvor kan man købe medicinske svampe?
Bortset fra Shiitake er svampene ikke nemme at finde i Danmark - end ikke i pulverform.
Jeg foretrækker pulverform, da de på den måde er nemme både at opbevare og flette ind i den daglige kost, og det er også i den form, at man får mest muligt af deres gavnlige stoffer.
Jeg køber nu alle mine øvrige svampepulvere på tysk Amazon - god økologisk kvalitet og hurtig levering. Chaga, Reishi, Maitake, Shiitake, Cordyceps.
Mit tyske favoritmærke Wohltuer har også en god økologisk færdiglavet powerblanding, der består af Reishi, Cordyceps, Shiitake, Maitake & Chaga.
Greengoddess.dk har også gode økologiske svampepulvere. Chaga, Reishi, Maitake, Shiitake.
Opskrifter med medicinske svampe
Den bedste måde at spise svampe på er i forarbejdet form. På den måde bliver de gavnlige stoffer i svampene mere biotilgængelige i kroppen.
De svampedoser, jeg putter i mine opskrifter ligger langt under de doser som jeg kan se, at andre bruger i deres opskrifter. Hvor andre bruger 1 spsk., bruger jeg 1 tsk. pulver. Men jeg synes det virker alligevel, og hellere for lidt end for meget, tænker jeg.
De fleste svampe og urter kan lide at samarbejde med andre sorter, og giver på den måde synergieffekt. Så jeg har lavet en blanding klar til brug af de fire svampe, som jeg har beskrevet ovenfor. Jeg bruger ca. 1 tsk. om dagen af den i perioder.
Bemærk at friske og tørrede svampe indeholder stoffet agaritin, som der er lidt forskellige meninger om, hvorvidt det er smågiftigt. Der foreliggende imidlertid til dato ingen beviser, der tyder på, at agaritin fra indtagelse af spisesvampe udviser nogen kendt toksikologisk risiko for raske mennesker.
Men koger man friske svampe i 30 sekunder og tørrede i 5 minutter, så forsvinder det meste agaritin. Dybfrysning af friske svampe fjerner også agaritin.
Mine svampeblandinger:
For min krop kan Chaga godt blive en tand for meget, så jeg har også blanding uden klar til brug.
Med Chaga:
2 dele chagapulver
1 del shiitakepulver
1,5 del Maitakepulver
1 del reishipulver
Uden Chaga:
1 del shiitakepulver
1,5 del maitakepulver
1 del reishipulver
4 dejlige svampeopskrifter
Disse fire drikke og nøddebarerne er mums lækre, og er perfekte efterårsdrikke og -snacks.
Man kan også bare lave sig en almindelige kop te eller kaffe og tilsætte sine svampe.
Bivirkninger generelt
Svampe er ekstremt immunstyrkende og har, som det må fremgå efterhånden, mange andre healende egenskaber, og de er blevet dyrket og spist i årtusinder.
Men de er også medicin, så de bør spises med omtanke og i afgrænsede perioder.
Jeg spiser dem selv, når jeg kan mærke, at immunforsvaret er lidt udfordret, af mange vira og bakterier i luften, især i influenzasæsoner og hvis jeg er lidt stresset.
Jeg synes også, de hjælper mig når jeg rejser med at tilpasse min krop til nye steder og klimaer, og til at hjælpe mig over jetlag.
Svampe indeholder en moderat mængde af affaldsstofferne, puriner. Urinsyre er et biprodukt ved nedbrydningen af dette. Urinsyre udskilles normalt ved vandladning, men hos nogle med tendens til urinsyregigt, kan det ophobes i blodet og blive så højt, at ”det løber over” og aflejres i blodet og evt. huden.
Der er imidlertid mange mennesker med forhøjet urinsyre i blodet, som ikke udvikler urinsyregigt.
Men som oftest er urinsyregigt udløst af livsstilsfaktorer som høj alkoholindtagelse, stort kalorieindtag, overvægt, samt sygdomme med øget cellehenfald, som for eksempel psoriasis og kræftsygdomme.
Forbehold:
Alle oplysninger i denne blog er kun til orientering, og bør ikke tages som medicinsk rådgivning. Udtalelserne i denne blog er ikke blevet evalueret af sundhedsmyndighederne. Produkter og alle de offentliggjorte oplysninger knyttet til denne blog, er ikke beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede eller forebygge nogle sygdomme. Oplysningerne i denne blog kan ikke erstatte en konsultation med din læge, og skal ikke opfattes som medicinsk rådgivning. Hele indholdet af denne blog er baseret på Hanne Robinsons meninger. Ved at læse og bruge denne blog accepterer du, at bruge denne publikation udelukkende til personligt oplysende brug, og ikke som en erstatning for medicinsk eller anden professionel rådgivning.