Kraut med blomkål og broccoli
Dette indlæg indeholder affiliate links
En sund tarm er nøglen til en sund krop og sind.
I dag fermenterede jeg korsblomstrede grøntsager (blomkål, broccoli) og kål.
korsblomstrede grøntsager har kræftbeskyttende egenskaber, støtter udskillelsen af for meget østrogen og hjælper med at forbedre hormonbalancen.
Denne opskrift er guf for tarmene. De fermenterede grøntsager, især kålen, er lettere at fordøje på denne måde end rå eller kogte. Derudover har den naturlige probiotika og mælkesyren, der top forbedrer tarmsundheden.
MERE: Hvorfor hemmeligheden til lykke og sundhed ligger i antallet af bakterier i vores kroppe
Opskrift på Kraut med blomkål og karry
Eller surkål - som det hed i gamle dage…
Udstyr
Skarp kniv
Stor skål til at massere og blande i
2 liters patentglas til fermenteringen
Ingredienser
450 g spiskål eller hvidkål
450 g broccoli
650 g blomkål
125 g løg
33 g groft havsalt (=2% af grøntsagernes vægt)
En lille chili
Fremgangsmåde
Rengør alle grøntsagerne.
Fjern et par af de ydre blade af kålen, skyld og læg til side.
Skær kålhovedet i halve, fjern den inderste kerne fra hver halvdel, og snit kålen i 1 cm brede strimler.
Hak blomkålen og broccoli groft (fjern bundstokken).
Pil og hak løg.
Udkern chilien og hak den - brug handsker her eller svier fingrene resten af dagen!
Vej alle grøntsagerne og kom dem i en stor skål.
Tilsæt 20 g. salt (dvs. 2% af grøntsagernes vægt).
Læg kræfter i og massér saltet ind i kålblandingen med rene hænder (eller brug engangshandsker), til kålen afgiver sin saft. Cirka 5 til 10 minutter.
Flyt blandingen over i et patentglas, fyld glasset op, og pres det hele godt ned i glasset, indtil alt er dækket fuldstændig af saltlagen.
Find de yderste kålblade frem og fold dem sammen, så de passer til glassets bredde.
Læg kålbladene som et låg over blandingen i glasset, så du skaber et nedadgående tryk, når du lukker glasset, og al kålen lægger sig under lagen.
Fermentér et skyggefuldt sted i 21-28 dage, ideelt set ved 18 til 20 grader. Er temperaturen varmere end dette, kan det gå stærkere, er den koldere, kan det gå langsommere.
Glasset skal åbnes hver dag for at frigive det tryk, fermenteringsprocessen danner.
Smag på krauten på den 21. dag. Hvis den ikke er sur nok, kan du lade den fermentere i endnu en uge. Smag på den undervejs.
Når du synes din kraut i er klar, så flyt den til et koldere opbevaringssted fx køleskabet.
Brug
Spis fermentede grøntsager til frokost eller aftensmaden som tilbehør eller i stedet for salt. Det passer godt sammen med næsten alt.
Server til kød- ægge- og fiskeretter eller sammen med ris eller andre grøntsager.
Generelt om fermentering
Start langsomt. Hvis du ikke er vant til at spise fermenterede fødevarer, så start langsomt og væn maven til stille og roligt.
Den ideelle temperatur for lakto-fermentering af frugt og grønt er 22 grader.
Smag på varerne. Der er ikke noget særligt øjeblik, hvor en fermentering er "klar" - det er efter personlig smag. Efter en til to dage, vil gæringen udvikle skarp smag. Start med at smage efter 2-3 dage, og fortsæt med at smage hver dag, indtil det har fået den syrlighed som du ønsker. Et meget godt tegn på, at grøntsagerne er klar, er en eddikeagtig duft, når du åbner krukken, og der stiger bobler op ad glasset inderside, når man banker på det eller flytter det.
Bemærk. Hvis nogle af grøntsagerne kommer op over væsken, kan de udvikle et lag af mug. Skrap det af eller fjern de ramte dele og sørg for, at de andre grøntsager holdes under væsken. Skimmelsvampen er harmløs og vil ikke ødelægge fermenteringen.